Naturmedicin og sundhedsdrik fra Det Fjerne Østen
Kombucha Notater

12.12.03


Lungekræft af trafikforurening Kilde: Thomas Aue Sobol (metroXpres 10/12-03)
Hver fjerde dag får en dansker lungekræft forårsaget af bilos og anden forurening. Det skyldes de kræftfremkaldende partikler, som især dieselbiler udleder.

En ny norsk undersøgelse, der har fulgt 16.000 byboere, konkluderer, at der er 36 procent større forekomst af lungekræft blandt
personer, der bor i forurenede byområder, end blandt personer i mindre forurenede byområder.

Undersøgelsen, der har fulgt de 16.000 nordmænd i næsten tre årtier, tager hensyn til vigtige faktorer som deltagernes rygevaner og erhverv.
»Det er urimeligt, at man skal have lungekræft, hvis man aldrig har røget. Men det er en risiko for dem, der lever i storbyerne i dag,« siger administrerende overlæge på Gentofte Sygehus' lungemedicinske afdeling Philip Tønnesen.
Han oplyser, at det svarer til, at omkring 100 danske ikkerygere hvert år får lungekræft af bilosen. Dertil kommer et ukendt antal tilfælde af andre lungelidelser og astma.

»Der er behov for strammere lovgivning over for de mange dieselkøretøjer, der er skyld i de kræftfremkaldende partikler. Men langsigtet miljølovgivning er ikke ligefrem noget, den aktuelle regering har sat højest på dagsordenen,« siger Philip Tønnesen.
Kræftens Bekæmpelse er enig i, at der er en højere nsiko for lungekræft hos mennesker, der dagligt udsættes for os og forurening.
Allerede i fjor vurderede Institut for Miljøvurdering, at partikelfiltre på tunge dieselkøretøjer årligt kan redde mellem 22 og 1.274 danskere fra at lide dieseldøden og spare samfundet for milliarder.

I Århus er partikelforureningen ifølge Århus Miljøgruppe M97 slemmest langs Marselis Boulevard og på Randersvej.
»Det er stærkt bekymrende, at den tunge dieselforurening gennem Midtbyen får lov at fortsætte,« siger bestyrelsesmedlem Stig Berthelsen. Det var i aftes ikke muligt at træffe miljøminister Hans Christian Schmidt (V) for en kommentar.

Sammenhold denne artikel med følgende artikel af 25/11-02 om skidt og møg i luften over os!